Tamburering
 | 
|  Engelske damer syr på tambureringsrammer i 1780 samt et tambureret tørklæde
|

Tamburering er en hækleteknik.
Den blev brugt til at dekorere tørklæder, forklæder og hovedtøj med i stedet for at brodere kædesting.
Det gik hurtigere, når man spændte stoffet ud som på en tromme og hæklede kædesting på stoffet med en hæklenål.


Du skal bruge:
- En syramme.
- Garn.
- Stof, hvor der kan tegnes et mønster.
- Hæklenål, der passer til garn og stof.


Sådan gør du:
- Tegn et mønster på stoffet.
- Sæt stoffet i syrammen.
- Stik hæklenålen gennem stoffet og træk en løkke op.
- Hold nålen i løkken og stik ned gennem stoffet igen i mønsterets retning.
- Træk en løkke op gennem stoffet og træk dernæst gennem løkken.
- Fortsæt på denne måde og følg mønsteret. Pas på det trevles let op!

Tips og tricks:
Lav et mønster på et løstvævet stof eller på broderistof i tern. Broderiet kan derefter sættes på et tørklæde eller en t-shirt.
Du lærer:
At tegne et mønster.
At lave dekorationer på stof. 
Hæklenål: Nr. 0,6
Stof:: Påtegnet glat mol
Tråd: Bomuld nr. 20/ 2 og nr. 24/00
Tamburering består af teknikker:
- Lige streg
- Vendinger
- Spring
- Udfyldning
- Hul
- Lukning
Lige streg
- Overfør mønsteret til stoffet.
- Spænd stoffet med mønstret trådret på syrammen.
- Hold garnet i venstre hånd under det sted, hvor mønsteret begynder.
- Hold hæklenålen i højre hånd.
- Stik hæklenålen lodret igennem stoffet.
- Grib om tråden med nålen på bagsiden og træk den op i en løkke på retsiden.
- Lad løkken blive på nålen og stik den ned gennem stoffet lidt længere fremme.
- Grib igen tråden på bagsiden og før den gennem stoffet, derefter gennem løkken og den første kædemaske på stoffet er dannet.
- Fortsæt på denne måde og følg mønstertegningen så nøjagtigt som muligt.
- Der hækles 7-9 masker pr. cm.
Vendinger
- Rund vending : Der hvor man vender, tager man en meget lille maske og fortsætter efter mønstertegningen.
- Spids vending : Bryd garnet og træk det gennem masken. Før garnet til vrangen med en synål og fortsæt tambureringen efter mønstertegningen.
Spring
- Hvor to bladranker mødes, kan man bruge teknikken - spring. I grenenes mødested tages hæklenålen ud af masken og den fastholdes med en knappenål. Garnet brydes ikke, men på bagsiden af stoffet føres det hen til det sted, hvor tambureringen startes igen. Når man igen når til grenenes mødested, fjernes knappenålen og masken sættes på hæklenålen, så der er to løkker. Vær opmærksom på, at løkken fra en gennemgående gren skal ligge øverst. Fortsæt tambureringen efter mønstertegning.
Lukning
- Kan bruges til hæftning af tråden så det ikke ses i mønsteret.
Udfyldning
- Anvendes til tæt tamburerede motiver, f. eks. til udfyldning af blade.
- Begynd med yderkanten og arbejd indefter i tætte rækker.
Hul
Ses ved motiver med små blomster, hvor der ikke kan sys grunde.
- Pren hul i stoffet, men pas på ikke at sprænge tråde.
- Stik hæklenålen gennem hullet og træk løkken op på retsiden.
- Tamburer rundt om hullet ved skiftevis at stikke gennem stoffet i kanten af hullet og gennem selve det prenede hul.
- Stram maskerne lidt til i selve arbejdsgangen.

|