En væsentlig forudsætning for at fremstille diverse tekstiler var, at manden hvert år havde en god hør- og fåreavl. En dygtig kone kunne dermed fremstille eller få fremstillet, hvad der var brug for til "ordentligt hus". Man fremstillede selv de fleste ting, der skulle bruges i husholdningen og når det drejede sig om tekstilerne, blev de hovedsageligt fremstillet af uld og hør.

I nogle egne var gårdens produktion af tekstiler forbeholdt gårdens folk. Man satte en ære i at have kisterne fulde af hjemmegjorte tøjer og benyttede desuden uld og lærred til aflønning af tjenestefolk. Her solgtes så godt som aldrig hjemmeforarbejdede tøjer. Det ville anses for at være en stor skam. Til gengæld kunne husmands- og daglejerfamilierne ofte skaffe sig en ekstra indtægt ved at forfærdige tøj til salg.

I andre egne derimod kunne bønderne i ældre tid slet ikke eksistere ved agerdyrkningen alene. Her var uldproduktionen en helt nødvendig indtægtskilde for langt de fleste. Men helt generelt har fremstillingen af tekstiler spillet en stor rolle for landbefolkningen overalt i Danmark. Forarbejdningen af uld og hør påhvilede først og fremmest konerne og pigerne i husholdet og den tog en stor del af deres tid.

Enhver bondekone skulle hvert år lave så meget tøj at hun kunne forsyne huset og også lægge noget hen til børnene i fremtiden. Manden såede hørren og behandlede den i marken, men når den var kommet i hus, blev den overladt til fruentimmerne, der forarbejdede den i aftentimerne. Mændene lavede husflid, læste eller spillede kort og drak brændevin.

Hjemmetilvirkningen af uld og hør ophørte med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Dette kunne bl.a. ses af den kraftige nedgang i antallet af får.

Når ulden var spunden og hørren var færdigbearbejdet til tråd og garn, skulle den væves til diverse tekstiler. Den dårligste del af hørren (skættefald) blev vævet til bl.a. lagner til karlenes senge eller bukser til fattiggårdens børn. Blår (affald fra skætning af hør) blev ligeledes vævet til groft undertøj sække og lagner. Den mellemfine hør blev brugt til pænere lagner, skjorter, særke, håndklæder samt underdyner, de såkaldte bolstre, der som regel havde blå striber på langs. Det fineste hørlærred blev vævet til brudelagner, til finere skjorter og særke og til de smukt broderede stykker, som husmoderen hængte på sengegavlene ved højtiderne.

Uld udgjorde både trend og islæt i vadmelsstofferne, mens hørgarn blev anvendt som trend, uld som islæt i hvergarnsstofferne og i de uldne overdyner og puder.

Inden vævningen blev påbegyndt lavede man vikleprøver med forskellige mønstre. Kvinderne talte sammen inden det blev afgjort, hvordan det skulle være, dvs. at her blev det afgjort, hvordan "moden" skulle være dette år.

Striberne i stofferne kunne jo varieres i det uendelige. Vævebredden var kun 60-70 cm, ligegyldigt om der skulle laves dyner, lagner, skjorter eller særke.

I nogle dele af landet, f.eks, på Sjælland blev vævningen udført af landsbyvævere, der ofte boede med deres familier i små huse med en lille jordlod til. Landsbyvæveren, der godt kunne være en kvinde, der vævede på bestilling. En stor del af vævelønnen bestod af fødevarer til familien i den tid, vævearbejdet stod på.

Omvandrende sypiger syede kvindernes ydertøj, ellers syede kvinderne selv, når de omkring fastelavnstid var færdige med at spinde hørren. Ved syningen måtte tjenestepigerne hjælpe konerne og deres døtre. Derfor havde pigerne de fleste steder kun tid noget af søndagen til at sy til sig selv.