I det gamle landbosamfund, hvor man på alle livets områder tilstræbte at være selvforsynende, gav man sig i vid udstrækning også af med selv at fremstille klædedragten. Lige siden den fjerneste oldtid, da landbruget og dermed husdyrbruget blev indført i Danmark, og indtil industrien fra slutningen af 1800-tallet fuldstændig ændrede samfundsforholdene, har landbokvinden kartet, spundet, vævet og strikket.

Tidligere var fåret således det mest udbredte husdyr. Talrige arkæologiske fund fra Danmarks oldtid i form af bl.a. tenvægte og vævevægte samt dragtfund som Egtvedpigens dragt vidner om denne ubrudte tradition for hjemmetilvirkning af klædedragten. Specielt hjemmevævningen af det solide uldne klæde, vadmel, som passede fortræffeligt til vejret og bøndernes livsgerning, var af væsentlig betydning i landhusholdningen.

Ofte hører vi, at alt hvad der blev fremstillet i de gamle bondehjem var af høj kvalitet, men det var ens og kedeligt. Det passer ikke altid. Indenfor de givne rammer, som skikke og brug af de forskellige tekstiler gav, udfoldede konen og pigerne deres fantasi i forskellige farvesammensætninger på dyne- og dragtstoffer. Udsmykningen af de hvide tekstiler som skjorter, særke, pyntehåndklæder, pudevår osv. bar præg af den enkelte udøvers fantasi, men ikke mere end de forskellige egnes særpræg tillod. Man oparbejdede en folkekunst.

Den enkelte kone og pige var på samme tid bunden og fri uden at vide det. Uanset bundetheden viser udsmykningerne fantasi og munterhed. Erfaringer om dette håndarbejde gik fra generation til generation, som videreudviklede metoderne uden at bryde med det overleverede. Nye impulser kunne også komme udefra.

Omvandrende sypiger syede kvindernes ydertøj, ellers syede kvinderne selv, når de omkring fastelavnstid var færdige med at spinde hørren. Ved syningen måtte tjenestepigerne hjælpe konerne og deres døtre. Derfor havde pigerne de fleste steder kun tid noget af søndagen til at sy til sig selv.

Syningen blev udført med overordentlig iver og flid. Hvert minut, der kunne spares fra andre sysler, blev anvendt til sytøjet. Ofte gik dette endog forud for andet, hvis man kunne komme af sted med det. Forældrene og navnlig fædrene så ikke altid særligt mildt på det, eftersom det intet indbragte i penge. Da gårdens arbejde optog det meste af dagen, blev aftenen og undertiden natten taget til hjælp for at skaffe tid til den kære syning. Syningen blev derfor ofte udført i en belysning, som man nu til dags ville betakke sig for at arbejde i. Når blot det, som blev talt efter tråde, var syet forud, kunne den såkaldte stolpning og udsyning udføres ved meget ringe lys, ja i bogstavelig forstand i måneskinsbelysning. Det har været tilfældet, men når øvelsen var stor, og mønstrene var kendte, kom der et veludført arbejde frem. Skulle pigerne på arbejde i marken, tog de sytøjet med, og var der et øjebliks hvil, kom det straks frem. Der var til tider stort besvær med at fjerne sten fra agrene. De mindre sten blev sat i gærderne, mens de større blev gravet ned i jorden. Man gravede et hul så dybt, at stenen kunne trilles derned, og ploven kunne gå hen over den uden at røre den.

En gammel kone har fortalt om, hvorledes hendes for længst afdøde mor som ung pige var sat til at grave et sådant hul. Da hun var færdig, satte hun sig på stenen for at hvile sig og fik straks sytøjet frem. Til sin store rædsel opdager hun, at hendes fader kom gående hen imod hende. For at skjule sytøjet for ham, kastede hun det, der havde været flere måneders arbejde ned i hullet og dækkede lidt jord over det. Faderen havde set det, men sagde intet, derimod væltede han stenen og kastede hullet til med jord. Sytøjet blev der, og kom aldrig mere frem.

Navnemærkning

Navnemærkning er et muntert og oplysende indslag folkekunsten. Skikken med at mærke sine ting med navn og årstal kendes fra renæssancen. De store duge, sengetæpper og tæpper til at hænge over borde og senge var gerne forsynet med navn, årstal og slægternes våbenskjold. Nogle af tæpperne og dugene fra den tid kan være forsynet med op til 16 forskellige våbenskjolde. På den tid ønskede man at fortælle, hvem man var, og hvilke slægter man tilhørte.

Navnemærkningen havde også en praktisk betydning. Når der skulle holdes fest på en herregård eller på et af kongens slotte, lånte man bl.a. duge hos hinanden. Bestemte adelsfruer fik overdraget det ansvarsfulde hverv at samle disse ting sammen, og det var vigtigt at få de værdifulde ting afleveret tilbage til ejerne igen, og derfor var genstandene mærket med navn.

Så snart piger var 4 til 5 år, begyndte moderen at samle udstyr til hende. Hun forsynede særke og andet med pigens forbogstaver og ofte et nr. alt efter hvor mange særke, der var syet. Navnet og numret skulle i fællesskab forhindre, at arvingerne skulle komme til at skændes om, hvis der var hvis i tilfælde af, at forældrene skulle falde fra i utide.

Næsten alt blev forsynet med navn, eventuelt årstal, og nogle gange blev tingene forsynet med et nummer, inden de blev lagt i børnenes udstyrskiste. Når der var navn på tingene, vidste hver enkelt, hvad de fik i medgift, når de som voksne selv skulle stifte hjem.

De ældste påtegnede navne er meget enkle og lette at læse. Senere kommer de stor skrevne bogstaver og til slut de meget slyngede bogstaver syet oven i hinanden og ikke altid lette at læse.

Tallet på skjorten eller særken svarer til antallet i rækken. Det er en god måde at holde orden på til vask, og i det hele taget til selv at have overblik over antal. Det højeste fundne nr. på en skjorte/særk er nr. 22. Særke er ofte gået i arv, så tre generationer har brugt dem og moden skiftede ikke så tit.

Fra midten af 1700-årene og fremefter, hvor bønderne begynder at få bedre kår, gentager adelens skik sig med at låne tekstiler af hinanden, når der skulle festes. Man lånte f.eks. lagener, når loen skulle pyntes til bryllup eller begravelse.

I denne forbindelse var det igen vigtigt, at tingene var mærket med navn. Når bondekonen kom med mad (føring) til gilderne, havde hun f.eks. et broderet stykke (kurveklæde) over kurven; som var mærket med navn.

Lagener, pudevår, pyntestykker osv. kunne tit holde til mere end en generation. Der findes f.eks. lagener, som har tilhørt fem generationer, og hver ny ejer har føjet sit eget navn og årstal til.

Bondetekstiler fra før midten af 1700-årene er sjældent mærket med korsstingsnavn. Der kan på et ubemærket sted være tegnet et eller to små bogstaver, der er syet med nedlagt syning eller knudesting med hvid hørtråd.

Fra midten af 1700-årene begynder man at mærke sine ting med korsstingsnavn og nu på et mere synligt sted. Det kan være et navn med krone over, eller navnet kan være indrammet af en enkelt udformet kartouche eller krans.

Omkring 1800-tallet ses navnet syet helt ud, og der er anvendt både store og små bogstaver. Denne symåde kendes mest fra Jylland og især i Sønderjylland og på Lyø. Motiverne bliver efterhånden større, og der er nu plads til både navn og årstal i kransen samt nogle små figurer i tilgift. Navn og årstal kan på nogle eksempler være sat uden for kransen, og denne har fået træer, ubestemmelige blomster eller dyr i midten.

Midt i 1800-tallet begynder de store og små "skrevne" bogstaver med lidt hældning at blive almindelige. Senere de såkaldte"gotiske".

Efter 1850èrne ser det ud til at navneindramningerne bliver mere naturalistiske, især på Lyø har man syet frodige blomsterkranse og buketter i biedermeierstil. Men helt slå fast, at udviklingen er foregået sådan, kan man ikke. Det festlige ved folkekunstens broderier er, at så snart man har stablet en teori på benene, bliver den slået i stykker igen, for der dukker altid noget op, som ikke passer ind i teorien.

De fleste skjorter og særke har også navn. Det kan variere fra et bogstav til et helt udsyet navn. Mest almindeligt er tre bogstaver. Der er tre bogstaver i de fleste mærkninger. De skal tydes sådan: Det første, ejerens navn, det næste faderens og det sidste angiver køn. F.eks. N.P.S. (Niels Peders' søn) eller M.G.H.D. (Magrethe Hansdatter). Er pigenavnet som her på flere stavelser, anføres det med to bogstaver.

Mange syteknikker er anvendt til navnemærkning. Korssting er mest almindeligt, men også rudesyning, dronningesting og kvadratsting. Mange af folkekunstens syninger og motiver knytter sig til bestemte egne i landet, især til Hedeboområdet på Sjælland. Det gælder ikke for korsstingsnavnemærkningerne, som har været syet over hele landet. De mest brugte typer er 7-stingstypen. Bogstaverne er 7 tern/korssting i højden. Det er den ældste og bliver brugt i hele perioden. På de yngre skjorter er der brugt påtegnede navne.

Man har brugt forskellige farver i forbindelse med navnemærkningen. De ældste mærkninger er syet med blå hørtråd, senere med rød og blå og til sidst med rød alene, men det er en regel med mange undtagelser. Nogle steder forekommer navnemærkningen med rødt og blåt sammen f.eks. i striber, det ses især på Lyø og på Præstøegnen.

I Vendsyssel er der brugt flere farver i silke f.eks. brunt, gyldent, rødt og grønt. I Thy og på Vestkysten er tit brugt brunt og sort. Flere steder blev sort eller meget mørkeblåt brugt til mærkning af ligtøj.

Mørkebrunt kan også være anvendt, når der er tale om meget gamle særke/skjorter.