Væveren

Vævning var et frit erhverv, der kunne udøves hvor som helst i landet i modsætning til mange andre fag, der samledes i lav, holdt til i købstæderne. Derfor har de måske fået lidt nedsættende betegnelse: ”landsbyvæveren”. De var håndværkere, der kunne deres fag og forstod at bruge en væv. I dag er de ukendte, måske fordi deres stoffer ikke bærer nogen signatur. Kun i gamle kirkebøger og aktsprotokoller kan man finde deres navne, og de siger meget lidt om de personer, der har skabt og vævet disse stoffer. I 1840 fandtes der her i landet 12547 vævere, heraf boede de 11213 på landet. Der stod en væv i næsten hvert hjem.

Med naturaliehusholdningen har man stort set været selvforsynende, og for det tekstile område gælder det, at vævningen både blev udført i hjemmet og hos professionelle vævere. De enkle stoffer, vadmel og lærred, klarede man selv, de mere specielle tog væveren sig af.

Vævernes oplæring har de sikkert fået hos den nærmeste væver, hvor de har lært, hvad han kunne og måske fortsat uddannelsen i andre egne af landet. Der har været væveseminarier i Danmark. Nogle har muligvis været ”Geseller”, det vil sige, at de er gået på valsen for at se og lære i andre lande, fortrinsvis Tyskland, Holland og Frankrig. På den måde har de hjembragt både praktiske og modeprægede ideer, som de efter evne har omsat i det lokale miljø.

At deres arbejde var af betydning, viser en oplysning fra 1788 af stiftamtmand Ove Høegh Guldberg i Århus. Han siger, ”at der her bruges overmåde meget hjemmegjort tøj af alle sorter og deriblandt en del så godt, at endog fornemme folk af begge køn i ret mange huse bærer intet uden dette til daglig brug.” I 1819 kunne nationaløkonom Christian Olufsen i ”Bidrag til en Oversigt over Nationalindustrien i Danmark” fastslå, at størstedelen af landets forbrug af forarbejdede varer stadig tilvejebragtes ved husfliden og den simple håndværksproduktion. Det drejede sig næsten om hele almuens forsyning med beklædningsvarer af vadmel, hvergarn, hør- og blårlærred.

Naturligvis har der været et samarbejde mellem væveren og den, der skulle have stoffet. Konen havde ofte selv spundet garnet, måske også farvet det eller ladet farveren gøre det, hvilket man ret tidligt kom ind på. Først måtte mønster og farver være bestemt. Konen kom med sit garn til væveren og blev der, mens trenden blev lavet. Når dette beskrives af væveren, forklares det med, at konen selv måtte binde trådene sammen. Hvis de var så dårligt spundne og sprang under trendingen, var det flovt for spinderen. Når beretningen kommer fra konen eller kunden, så forklares det med, at man måtte passe på, at væveren ikke stak noget af materialet til side til sig selv.

Alt det hjemlige tekstile arbejde påhvilede kvinderne; men vævning som håndværk var fortrinsvis mandsarbejde. Dog er der også forekommet vævepiger, enten koner, der vævede i deres hjem for andre, eller piger, der drog om til gårdene, satte væv op her og blev der så længe, der var arbejde at udføre. Man havde en væv stående, når den omrejsende væverske kom. Nogle sagde dog dengang at kvinderne hellere ville sidde ved deres væve end rejse til marked eller luge i hørren. ”Ved væven kunne de få sig en lille blund”, men virkeligheden var, at det var meget hårdt arbejde at væve og at det medførte mange sygdomme.

På en almindelig bondegård vævedes 60-100 alen vadmel og 100-200 alen lærred om året. Dette skulle ikke alene dække hjemmets forbrug og døtrenes udstyr, men folkeholdets aflønning bestod for en stor del af beklædningsstoffer. Hvor længe man fortsatte med at væve hjemme var meget varierende, for eksempel vævede man i Vendsyssel mindst 50 år længere end i det øvrige land.

Vævning var ikke et særlig anset fag, muligvis fordi det var noget alle kunne mere eller mindre eller i hvert fald næsten alle kvinder. At mænd så påtog sig dette arbejde, har næppe hævdet dem og faget i mandsverdenens øjne. Tilsyneladende var det ikke et erhverv, man skiltede med. Væveren kunne bo med sin familier i små huse med en lille jordlod til.

Landsbyvæveren, der godt kunne være en kvinde, vævede på bestilling. En stor del af vævelønnen kunne bestå af fødevarer til familien i den tid, vævearbejdet stod på. Selvfølgelig har der været dygtige og mindre dygtige vævere. Nogle har lige kunnet klare dagen og vejen, andre har, som det siges i en beretning, ”aldrig manglet noget”, men velhavende blev de aldrig.

De fleste landsby- og købstadsvævere var dygtige, selv om man også kan se, at nogles færdigheder ikke gik videre end til at væve striber og tern. I betragtning af de kummerlige boligforhold, mange af de helt små vævere havde, er det ikke mærkeligt, at de ikke har kunnet begive sig ud på eksperimenter. De kunne ikke appretere og glitte stofferne i større udstrækning. Derved nåede de indenlandske dragtstoffer aldrig op på siden af importvarerne.

Væverne har været dygtige. De har så vidt muligt taget nye opgaver op, har skabt disse stoffer, som ikke skal sammenlignes med den store verdens pragtstoffer, men bedømmes ud fra det miljø, de er skabt i og til. Sandsynligvis har man rundt omkring - også i Danmark - forsøgt at efterligne produkterne ulddamask og calemank fra de engelske manufakturer. Det er tydeligt, at de mange mindre købstads- og landsbyvævere forsøgte på deres egen facon.

Alt afhængigt af vævernes opfindsomhed, folks midler, alder og indstilling ophørte brugen af mønstersvævede, håndgjorte stoffer imellem 1830-50'erne. Det gælder stof til klædedragten, men der har været nok at lave for de små vævere med hørvævning, grovere uldtøj og ikke mindst med vævning af olmerdug og bolstre til sengene og børnenes udstyr.

Under hele den her omtalte periode vævedes der som nævnt både i hjemmene og hos væveren, men da industrialiseringen virkelig slog igennem, og bonden skulle være nobel i købetøj, måtte væveren give op. Vævningen i hjemmet fortsattes endnu en tid.