Tryk på tøj

Der var mange sammentræffende årsager til, at tøjtrykket fik et vældigt comeback i 1700-årene. Man opdagede søvejen til Indien! Det varede dog længe før, virkningen blev påfaldende.

Tyskland var det gamle område for tøjtryk, og Augsburg var længe stedet med den største industri. Allerede i 1720 udgik der læremestre herfra til Hamborg, Elsass og Schweiz. Også i Berlin, i Østrig, Bøhmen, Sachsen, Rhinlandet og Schlesien opstod store industrier for kattuntrykkeri. Dog tyder meget på, at det var i det den gang magtfulde koloniland Frankrig, at de første manufakturer eller værksteder for tøjtryk opstod i denne periode. Der var store områder i Normandiet og Rouen, hvor tøjtryk var hovedindustrien. Men også inden for dette fag spillede huguenotterne en rolle, mange af dem foretrak at leve i andre lande end just Frankrig - og i fred med deres religion. Det skal således være en fransk huguenot, der anlagde det første kattuntrykkeri i England, nemlig i Richmond. Snart dukkede andre op, bl.a. i Bromley Hall, Essex og egnen omkring London.

Her vil vi i det væsentlige forbigå de mange protester, som silkevæverne og andre, der følte sig truet i deres erhverv, fremkom med, når nye opfindelser og produkter kom på markedet. Statslige forbud skortede det ikke på i England. I 1701 blev det således forbudt at bære indiske, trykte tøjer, og i 1721 blev det tillige forbudt at bære de engelsk fremstillede trykte bomuldstøjer. Det hindrede ikke fabrikationen, men alt gik til eksport. Først i 1774 blev det muligt for englænderne helt legalt at bruge deres egne produkter på det område. Protektionisme kom de nye industrier til gode i Danmark. Men det er klart, at de, der fremstillede mønstervævede silketøjer, også her frygtede konkurrencen fra de langt billigere mønstertrykte bomuldstøjer. Enhver ny ting må starte i det små, sådan var det også i denne store periode af tøjtrykkets historie. Små værksteder med få folk startede det med, men relativt hurtigt blev det til større industrier med mange ansatte - det blev manufakturer. Det vil omtolket sige: Hånds- eller håndens arbejde (latin manus = hånd), en større produktion, hvor arbejdsleddene var opdelt, produktet gik fra hånd til hånd. Udtrykket forblev ved tekstilerne, endnu falder ordet ”manufakturhandler” i munden, men i virkeligheden omfattede det oprindeligt alle industrier med en arbejdsgang, hvor mange hænder deltog i en fremadskridende arbejdsproces.

Både de trykte indiske bomuldstøjer og mange andre af de indførte varer blev en inspirationskilde for Vesten. Hvorfor indføre færdige varer, hvis man selv var i stand til at fremstille dem?

I betragtning af den store produktion af trykte bomuldstøjer eller blandinger af hør og bomuld samt hør alene, der er foregået igennem 1700-årene, er det dog overalt et begrænset materiale, der er bevaret til nutiden. Men så meget kan vi konstatere, at det, som altid i begyndelsen var forbillederne, man søgte at efterligne - i dette tilfælde de indiske, trykte kattuner, hvor krapplanten (rød) og indigo (blå) i forbindelse med bejdser dannede basis for farveskalaen. Senere fulgte mønstrene de skiftende europæiske stilformer.

Det er værd at slå fast, at i første halvdel af 1700-årene var det bloktryk på bomuld, der selv i industricentrene i England var det alt dominerende. Men der eksperimenteredes med graverede kobberplader, ligesom man havde brugt metalplader til sorttrykkene i 1400-årene. Midt i århundredet var teknikken så vidt, at man i England med store graverede kobberplader var i stand til at trykke på kattun med en farve. Og det var ikke som i første periode religiøse motiver, hvor en del var forlæg for broderi. Nu var det store fortællende scenerier, der var taget fra gamle kobberstik, efter malerier eller sammensætninger af motiver fra billedværker. I denne størrelsesorden - rapporterne kunne i højden være 6-7 engelske fod - brugtes kattunerne netop til det, som silkevæverne havde frygtet - boligens udstyr. Fra renæssancens og barokkens tunge møbler var man nu midt i den mere sprælske rokoko med spinklere møbelformer, hvor stolene krævede polstring og betræk. Dertil var kobberpladetrykkene fortræffelige. Selvfølgelig fortrængtes den mønstervævede silke ikke fra slotte og rigmænds boliger, men de trykte scenerier egnede sig udmærket som overtræk i dagligdagen til beskyttelse af silken på stolene, også til skærmbrætter o.l. var denne type velegnet, ligesom middelstanden direkte anvendte dem til betræk. Mange variationer i blomster- og rankemønstre kendes også i kobberpladetryk. De brugtes meget til gardiner, sengeomhæng, sengetæpper m.m.

Der blev gjort mange tekniske krumspring. For at få flere farver på disse pladetryk suppleredes motiverne undertiden med bloktryk i anden farve. I det hele taget fulgte bloktrykkene sideløbende med metalpladetrykkene og udgjorde en væsentlig del af i 700-årenes mønsterskat, og blomsterne fulgte med ind i 1800-årene.

Kattuntrykkerierne

Det var Christian V, der for alvor fik bragt bedstefaderens ideer om merkantilismen ud i livet. Det er klart, at man efter krigen mod Sverige i 1658-60, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge, lagde alle kræfter i våbenfremstilling. Man regnede fuldt og fast med en generobring af det tabte land. Men derefter er det karakteristisk, at næsten alle andre kræfter blev lagt i tekstilindustrien.

Forordningen af januar 1681 gav udstrakte privilegier til private manufakturer i nye brancher i de påfølgende år, uden at det dog gav nogen videre resultater. Men også i Danmark var det de ostindiske bomuldstøjer, der gav stødet til, at man meget gerne så, at landet selv kunne trykke mønstre på dem. Stater som Frankrig, Tyskland, Holland, Schweiz og England var i fuld gang med tekniske forsøg, mønsterfremstilling og metoder til at fiksere farvestofferne, så de ikke løb ud, men først i begyndelsen af 1700-årene var man så langt fremme, at større produktioner kom i gang.

Her i Danmark kom der 1686 ansøgning fra et par indvandrere om privilegier på oprettelse af kattuntrykkerier, men samtidig var deres krav for at vove springet ud i den uvisse industri så store, at det ikke ser ud til, at planerne blev til realiteter. Helt anderledes gik det, da bogholderen i ostindisk kompagni, Fr. Holmsted, grundlagde et kattuntrykkeri i 1714, og i 1716 tillige fik eneret for hovedstaden og Sjælland. Denne eneret ophævedes 1754, og derefter fulgte en række nye privilegier til flere store foretagender, hvoraf de to største kattuntrykkerier ejedes af handelshuse med tilknytning til den ostindiske handel. De havde således de indførte, utrykte bomuldstøjer ganske nær ved hånden.

For samtlige kattuntrykkerier og farverier var det af afgørende betydning, at de lå nær ved vandløb. Det samme var tilfældet for væverierne, der skulle bruge blegdamme og tørrepladser. Derfor er det ikke mærkeligt, at vi så at sige træffer disse manufakturer side om side uden for Københavns volde på den nordlige side af Sortedamssøen og Østerbro. Blegdamsvejen er en mindelse herom.

I 1783 tog englænderen Thomas Bell patent på en maskine, der med graverede metalvalser var i stand til at trykke store længder af tøj i en farve. Valsetrykmaskinen skulle blive af afgørende betydning for industrien. I 1800 kunne farver og kattuntrykker Joh. W. Grundtvig i København på en formentlig lignende maskine trykke lige så meget tøj på 5-6 minutter, som en svend tidligere havde været to timer om. Han havde tillige en manglemaskine, der gav det trykte tøj den rette appretur og glans, og den erstattede otte mands arbejde. Alle hans maskiner blev trukket af en hest i en såkaldt hestegang.

Trods den avancerede teknik, som Danmark således også fik del i, gik det hjemlige kattuntrykkeri tilbage. Det skyldtes for en del krigen med England 1807-1814, hvor indførslen af de indiske råvarer til dels gik i stå, eftersom englænderne tog hele den danske flåde i 1807. En del industrivirksomheder var tillige ødelagt under Københavns bombardement samme år.

Naturligvis vil noget altid overleve en tid, således også her med kattuntrykkerierne, men stort set var man nået til afblomstringsstadiet. Og derpå - fra i 830'erne - blev markedet oversvømmet af de billige valsetrykte tøjer fra de store europæiske tekstilcentre, og over for dem kunne Danmark slet ikke klare sig. Omkring 1880 var England den største producent af trykte bomuldstøjer. Således var der i hele Storbritannien ca. 250 fabrikker, hvoraf flere havde i tusindvis af arbejdere. Kunne Danmark således ikke være med i masseproduktionen, må det fremhæves, at de mange håndværksdrevne mindre farverier, der var spredt ud over landet, hele 1800-årene igennem havde tøjtryk som arbejdsfelt ved siden af almindelig tøj- og garnfarvning.

Hvor finder vi de trykte stoffer?

Hvad er der bevaret her i Danmark fra denne sidste store periode af tøjtrykkets historie, der strakte sig over godt 250 år? Det er svært med nogenlunde nøjagtighed at få et overblik over, da det ville kræve en systematisk eftersøgning på museers tekstiler og hos private, der passer på deres arvegods. Men der er hele kjoler af trykt kattun. De ældste går dog ikke stort længere tilbage end omkring 1800. Ligeledes er der temmelig mange kvindetrøjer, dvs. overdelen til en kjole, eller hvad vi ville kalde en løs bluse. I mindre grad er der tilhørende skørter - nederdele - fordi deres store reelle vævebredder har kunnet omdannes til børnetøj og bruges til for. Netop som for, linninger, skoninger og bagsider af kristentøjer er det, at man tit finder både de bedste og de ældste kattuner. Det er en slags skattejagt at se tøjet efter i sømmene, for man kan også undertiden være heldig at finde et firmanavn. Man kasserede ikke noget, som kunne bruges, så det er ægkanter eller tøjender, der ofte afsluttedes med fremstillingsfirmaets navn, og den slags kunne godt anvendes på et mere skjult sted.

Gode kattuner kan også sidde i kåber (slag), der så for varmens skyld er forede med uldne stoffer som vadmel, ry og multum. Kattunforklæder er der særdeles kønne eksemplarer af. De befinder sig på vidt forskellige steder i landet, men flere af dem er tilsyneladende trykte samme sted. Trykte mandsveste findes ligeledes. Uldne forstoffer i mandstøj kan også have et ensfarvet tryk. Dernæst er der et væld af trykte tørklæder. Nogle af dem er nok fra vore hjemlige manufakturer, men mange synes at være kommet med kræmmerne sydfra, der var flere fabrikker i Mellemeuropa og Nordtyskland. Fra midten af 1800-årene og senere stammer en del ”lejlighedstørklæder”. De er trykt i forskellige anledninger - grundloven med Frederik den syvende, en venstreregering, den store håndværks- og industriudstilling, den kongelige familie osv. I virkeligheden er disse tørklæder forløberen for de utallige trykte T-shirts, der fremstilles i dag til brug for både reklamer, sportsbegivenheder, demonstrationer og provokationsytringer m.m.

Mens de højst forskellige tørklæder blev fabriksfremstillet, fortsatte som tidligere nævnt de mange mindre farverier med at trykke de tøjer, som bønderne bragte til forarbejdning. Der findes blåtryk fra 1800-årene. Det ses, at husmoderen i forvejen har syet omhængene til sengene af det håndspundne og håndvævede hørlærred. Først derefter har farveren trykt det med reservepap (reservage) og puttet det i indigokypen, for siden hen at udvaske lærredet, så de beskyttede - reserverede - hvide mønsterpartier står tilbage på den blå bund.

Men ellers var det stort set ikke så meget de linnede tøjer, som farverne trykte på denne tid. Det var uldne tøjer af forskellig art. Midt i århundredet blev det således ude på landet moderne at have indigofarvede køretæpper og hestedækkener. Til disse ting brugtes tæt, valket vadmel. Hestedækkenerne blev ofte trykt med kulørt oliefarve, mens køretæpperne fik skedevandstryk. Dette vil sige, at trykklodsen dyppedes i en salpetersyreopløsning og blev trykket mod det indigofarvede vadmel. Hvor opløsningen ramte stoffet, ændredes det fra blåt til karrygult. Det foregik i selve uldens fibre i modsætning til oliefarverne, der lagde sig ovenpå og ved udtørring var tilbøjelige til at knække. Megen følelse af eget værd fyldte bondestanden på denne tid, så grundideen var uden tvivl at vise, hvad man ejede og formåede. Derfor ser man ejernes forbogstaver på midten samt årstallet, og dertil kom så dekorationsborter og hjørnepartier. I anden halvdel af 1800årene skulle bordene dækkes af store tæpper. Selvfølgelig var det overmåde fint med et af plys med frynser om i den fine stue. Men røde tæpper af vadmel med blåsort taffeltryk kunne farveren lave, så dem må folk på landet for en del have haft. De fleste er slidt op, men prøvetryk fra farverier er bevarede.

Endelig var det sjalernes store tid, og de kunne fås færdige - igen inspirerede fra Indien - som de såkaldte ”franske sjaler” , der for en stor del var vævet i Storbritannien. Men her lavede man tillige sjaler og tørklæder i mange prislag - også trykte - hvoraf der er nogen bevarede i Danmark. Også farverne kunne trykke sjaler og store tørklæder på folks eget vadmel, og det gjorde de med oliefarve i så spinkle mønstre, at der ikke var den samme fare for knækkede partier som ved hestedækkenerne.

Det var almindeligt, at farverne i deres butik havde et mørkt stykke bomuldstøj, hvorpå de med oliefarve afsatte en prøve af deres forskellige trykklodser. Hver prøve fik et nummer, svarende til klodsen. Efter disse prøver bestilte folk så det mønster, som de ville have deres medbragte tøj trykt med. Man kom med opsprættede mørke kjoler o.l., der blev opfrisket med olietryk i et lille mønster.