Et privilegeret håndværk

Hjemmefarvning var som nævnt alt andet end let. Især det hjemmevævede vadmel krævede en videregående behandling for at blive til smukt og blødt stadstøj, som landbefolkningen satte så stor pris på. Til at udføre dette arbejde krævedes der professionel assistance. Tøjet måtte ind til farveren i købstaden. Men det var ingen billig fornøjelse.

Farvekunsten er som håndværk ret ny her i landet og kan faktisk dateres ganske nøje, idet den første farver, Mathias Sittern, nemlig blev hentet til København fra Lübeck på kong Frederik den andens foranledning i 1560 og fik en gård i det, der siden kom til at hedde Farvergade. Den første farver i provinsen slog sig ned i Ribe i 1657. Og i begyndelsen af 1700-tallet var der kommet farvere i så godt som alle danske købstæder.

Farverhåndværket adskiller sig også på andre måder fra andre håndværk. Således blev farverne aldrig organiseret i lav. Desuden krævedes der kongeligt privilegium for at drive farverivirksomhed, hvilket betød gebyrer i kongens kasse. Til gengæld fik farveren oftest eneret i en by. På landet måtte der før næringsfrihedens indførelse i 1857 desuden slet ikke oprettes farverier. I kraft af deres privilegium og monopolstilling var farverne ofte særdeles velhavende og indtog en fremtrædende stilling blandt købstædernes borgerskab.

En farvergård

I Ebeltoft findes den eneste bevarede farvergård i landet. Det første, man mødte, når man kom til farvergården, var det sorte eller blå flag, der vajede over indgangsdøren. Det var farverens håndværksskilt, som samtidig viste hans faglige formåen. Fra gaden kom man ind i den lille lavloftede butik, hvor garnet og tøjet blev indleveret. Den bagerste del af butikken var i øvrigt indrettet, så den kunne lukkes af med luger ind til varerne bag disken. Desuden var butikken forsynet med bord og stole, så kunderne, der ofte kom langsvejs fra, kunne sidde og få en passiar med farveren og måske blive beværtet med kaffe eller lignende.

Først blev varerne ført ind i bestillingsbogen. Stof blev målt op og betalt efter mål. Garn blev derimod farvet efter vægt. Dernæst skulle tingene mærkes på forskellig vis, så kundens ting kunne findes igen efter endt farvning. Garnet blev mærket med et bestemt antal knuder eller evt. et lille metalskilt. Vadmelet blev påsyet en nummerkode og derefter syet sammen i endeløse baner.

I butikken havde farveren sine farveprøver, så kunderne kunne blive ordentligt vejledt samt lidt detailhandel af f.eks. klæde, twist og farvestoffer til hjemmefarvning. Farveren opsøgte også selv kunderne. Hver 14. dag tog han således på en landtur med hestevogn rundt til egnens landsbyer.

Omkring år 1800 havde farvemester Linde i Skanderborg et lille anlæg i sin have med farveplanter. Han dyrkede en mængde planter, som også andre fik glæde af, deriblandt væverne, farverne samt nogle præster. En del af planterne blev leveret til herregårdene i omegnen. Dette må have været et forsøg på at gøre landet selvforsynende med krap.

Farvestofferne

Modsat landhusmoderen brugte farveren helt andre effektive metoder og farvestoffer. Tidligere har man nok betragtet farveren som noget af en alkymist, som kunne trylle de forskellige kulører frem. Og selv har han sikkert ikke gjort ret meget for at ændre ved dette indtryk. Farveren udviste ofte så stort hemmelighedskræmmeri om arbejdet, at selv svende og læredrenge ikke altid kunne få den fulde sandhed at vide.

Om de mange mærkelige farvestoffer, der blev benyttet og som kom fra både plante- og dyreriget, giver den sidste farver i Ebeltoft, Johan Petersen, følgende malende skildring af:

"Folk skulle have farvet meget sort og brunt dengang ... og til den rødbrune Farvning kogte vi Fernambuk ud og til den sorte pulveriseret Blaatræ, der er brun at se paa, men altsaa farver sort. Der var mange andre Farver. Mere livlige Farver til Olmer-dugsgarn og Hosesokker. Raspet Gultræ gav gult som Smørblomster, Persiko lilla som en Sylteblomme, Krap gav rødt, som rødt skal være paa Landet, og Spanskgrønt, svarende til sit Navn, hvis man har lidt Fornemmelse for de Dele. Mange Farver kom langvejs fra. Som Reglen som smaa Træstykker eller i pressede Blokke, som vi maatte pulverisere... Concinellen, den dejlige røde Farve kommer fra Teneriffa, og Indigoen har Navn efter sit Hjemsted og farver som Himlen i et Eventyr fra et aartusindgammelt Land. Indigoen var vor Hovedfarve."

Farveriet

I farveriet blev der udført mange forskellige farve- og klædebehandlingsprocesser alt afhængigt af kulør og tekstilemne. Farveriet var derfor inddelt i forskellige rum, med hver sin særlige funktion. Det første rum, man trådte ind i, var kulørfarveriet, der var forsynet med indmurede kobberfarvekedler, som kunne opvarmes fra en forsænket fyrgrav. Her foregik farvningen af alle "småkulørerne", så som gult, grønt, rødt og brunt. Ved denne proces skulle tøjet først koges rent i soda og derefter bejdses med forskellige kemikalier for at få farverne til at virke og bide ordentlig på.

Den blå farve var tidligere hovedfarven i ethvert farveri. Den var faktisk så vigtig, at der var indrettet et særligt rum, blå- eller kypekammeret, alene til denne farvning. Her fandtes både en varmekype til farvning af uldne ting og en koldkype til bomuld, hør og silke. Varmekypen, som var 2 m dyb og fremstillet af jern, var forsænket i gulvet og blev opvarmet fra fyrgraven. To ting var i øvrigt særlig vigtige i forbindelse med farveridriften, nemlig brændsel - ofte i form af tørv - samt vand i rigelige mængder.

Farvning og tilberedning af vadmel

Den mest krævende arbejdsopgave, var farvningen og tilberedningen af almuens hjemmevævede, hvide heluldne vadmel, så det blev til fint farvet klæde.

Først skulle vadmelet stampes for at gøre klædet tæt og kraftigt. Dette medførte tillige en krympning. Stampningen foregik i en stampemølle, hvor klædet, som var anbragt i kummer med varmt vand, evt. tilsat sæbe, blev bearbejdet af store træhamre. Klædets overflade skulle herefter kradses op eller oprues, som det hed, til et tykt lag lurv. Dette foregik på en maskine, som var udstyret med en valse tæt besat med karteboller.

Så fulgte selve farvningen, nærmere betegnet blå- eller indigofarvningen. Før indigoen kunne bruges, skulle den tilberedes eller rives, da det kom hjem i blokke, som skulle findeles og opslemmes i vand, hvilket skete i en stor jerngryde, riveskålen, med kanonkugler i.

Dernæst skulle kypen tilberedes eller "sættes". Indigoen var ikke vandopløselig, hvorfor den skulle gennem en gæringsproces. Og her kom al farverens "kunst" og "alkymi" frem. Farver Johan Petersen, Ebeltoft beretter følgende herom, efter at vandet var fyldt i og indigoen var revet: "Saa tilsatte vi Kraprod og derefter noget, der hed vaide. Det var ogsaa noget, der blev lavet af Planter. Det næste var, at vi satte soda til sammen med hvedeklid og kalk. Og saa skulle det gære i nogle Dage. Hele Tiden maatte vi sørge for at det var haandvarmt. Vi gik med Timers mellemrum og lugtede om alt var, som det skulle være." Hvis kypen var for "sød", så gav den for lys en farve, og der blev tilsat læsket kalk. Var den derimod for "skarp", så farven blev mørk, skulle der tilsættes hvedeklid. Kypen var lunefuld at sætte, hvorfor den blev behandlet med stor respekt. Desuden var indigoen kostbar.

Under indigofarvningen skulle emnerne hele tiden holdes under overfladen, da der ikke måtte komme luft til. Når garnet eller klædet så blev trukket op, var det helt gult. Herefter skulle det "grunde ud", hvorved det under iltens påvirkning skiftede til grønt for til sidst at blive blåt. Dernæst skulle tøjet skylles, hvilket foregik i en skyllemaskine forsynet med store trævalser. Derpå kom tørringen, hvilket kunne ske udendørs eller i den ganske lille tørrestue, som var forsynet med varmerør.

Klædet skulle herefter overskæres, så den opkradsede lurv blev jævn og glat. Det skete på en såkaldt overskærermaskine. Men før maskinernes tid foregik dette med en kolossal stor jernsaks lig en fåresaks på omkring 1,5 m.

For at forhindre klædet i at krympe yderligere, få farven til at binde bedre samt gøre det pænere og mere holdbart, skulle det gennem en dekateringsproces. Herved blev der ledt varm damp gennem klædet fra et perforeret jernrør, hvorom det var rullet. Til sidst skulle klædet presses, hvilket foregik i pressekammeret. Her blev klædet pakket lagvis mellem store papstykker, hvorimellem der blev anbragt opvarmede jernplader og derefter presset i en stor presse. Herefter var klædet klar til afhentning.

Tekstiltrykning

Endelig kunne farveren også trykke på klæde og andre tekstiler - især bomuld eller kattun. Det foregik i et særligt indrettet rum, trykkammeret, hvor også trykklodserne, der var udskåret i træ og ofte kombineret med forskellige metalstifter, blev opbevaret.

Trykningen skete efter forskellige metoder. Men især blåtrykket var tidligere uhyre populært. Det skete ved, at der med trykklodsen blev påtrykt en masse bestående af bl.a. pibeler og gummi, som lagde en hinde, hvor mønstret blev påtrykt. Blåfarvede man herefter det trykte stof, fik man blåtrykket, hvor mønsteret fremstod hvidt, mens bunden var blå.

Købstadsfarverierne får dødsstødet

I løbet af 1800-tallet begyndte det gamle farverhåndværk imidlertid fuldstændigt at ændre karakter. To afgørende forhold var med til at give det dødsstødet. Dels de syntetiske farvestoffer og dels industrialiseringen. Efterhånden blev garn og tekstiler så billige at producere, at også landbefolkningen måtte give efter og gå over til købetøj.