Kniplerskens læretid og løn

I kniplingsproduktionens glansperiode i 1700-tallets anden halvdel regner man med, at der har været 10-15.000 kniplersker i alle aldre på Tønderegnen, men tallene er behæftet med stor usikkerhed, fordi erhvervsbetegnelsen "kniplerske" ikke anvendtes for gifte kvinder.

Fra 1800-tallets første halvdel findes en enkelt beretning, hvor en kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær har berettet, hvorledes hun sammen med landsbyens øvrige små piger lærte at kniple hos en gammel kvinde. Kvinden indøvede kniplingsslagene ved tælleremser og fik de små piger til at vedblive med arbejdet ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i for ikke at blive udelukket fra legen. Straf var et udbredt middel til de små piger, der ikke kunne nå det dagsværk, som lærekvinden havde opstillet. En pige, der ikke nåede sit dagsværk skulle ved aftenstid stå "næsvis rakker", hvilket betød, at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved det hushjørne, hvor alle kunne se hende, når de gik fra marken. Fra anden side fortælles, at nogle af de gamle lærekoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene fra abildgårdens frugttræer, for at de ikke skulle blive krumryggede af de mange timers stillesiddende arbejde - ofte 10-12 timer pr. dag.

I 1700-årenes midte, hvor rokokomoden krævede mange og meget fine kniplinger på både mænds og kvinders klædedragt, og hvor de meget fine "Binche-kniplinger" var højeste mode, fandt der en erhvervstælling af kniplersker sted på Gram og Nybøl godser i det centrale Sønderjylland. Af tællingen fremgik det, at ingen af kniplerskerne under godserne var ældre end 39 år, hvilket kunne tyde på, at det var grænsen for, hvor sent i livet en kvinde kunne se de meget fine tråde, der var almindelige i "Binche-kniplinger". En ny erhvervstælling på de samme godser lige efter 1800, hvor de traditionelle tyls-kniplinger var blevet moderne, (dem vi i dag kalder Tønderkniplinger), var der adskillige kniplersker på godset, som var ældre end 60 år.

En kniplerske tjente i 1700-årene mellem 6 og 8-10 skilling pr. dag, afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre. Tallene siger ikke ret meget, men hvis man som forklaring på købekraften af pengene anfører, at et pund smør i samme periode kostede omkring 7 skilling, så fortæller det, at en kniplerske kunne overleve som enkeltindivid af sit håndværk, og at hendes erhverv kunne være en nødvendig indtægt for en småkårsfamilie med f.eks en daglejer som mandlig forsørger. Men det fortæller også, at det var meget vanskeligt for enker med flere børn at overleve som kniplersker. Vi ser da også, at de dukker op som beboere på fattiggårdene på landet fra omkring 1800.

Kniplersken

Hvordan var hendes liv, og hvad tænkte hun? Hvorledes forholdt hun sig til sit arbejde, hvad drømte hun om, og hvad bekymrede hende? Var hun af økonomiske grunde nødt til at kniple det samme mønster hele livet?

Kniplingsforskeren Ebba Busch har tydet et lille fedtet hæfte med tal, kolonner og kirkelige dage, der kort efter århundredeskiftet var blevet indleveret på Haderslev Museum fra Tistrup sogn vest for Haderslev. Kvinden Berthe Marie Alexandersen, der havde ført sine oplysninger ind i heftet, var født i 1819 og døde som 80 årig. I det lille hæfte, der fandtes i hendes knipleskrin, havde Berthe Marie fra september 1894 til februar 1897 hver dag opført, hvor mange mønsterenheder, hun den pågældende dag havde kniplet af en bestemt knipling. Kniplingen sad endnu som en stump på skrinet, - en ret åben Tønderknipling, hvis mønsterenheder hver var 1,9 cm lange, og hvis bredde var 3,5 cm.

Heftet er indrettet således, at da Berthe Marie påbegyndte bogen, havde hun af den samme knipling allerede kniplet 1228 alen og 17 takker (rapporter), hvilket hun skrev som indledning til heftet.

Skiftede hun mønster?

Hver aften fortsatte Berthe Marie så med at skrive det antal takker, hun havde nået den pågældende dag, og når ugen var forbi omsatte hun ugens samlede antal af takker til alen. Hun havde for længst regnet ud, at der af hendes lille knipling skulle 27 takker til en alen. Bogen dækker knap 2½ år og afsluttedes et par år før Berthe Marie Alexandersens død. Men dersom man ser på hastigheden af arbejdet i det sidst kendte hæfte og overfører den til det antal alen, hun havde kniplet af kniplingen, da bogen begyndte, så kniplede hun i hvert fald på dette samme mønster i 9-10 år. Da hun måtte holde op havde hun kniplet 1623 alen af den smalle knipling, hvilket omsat til meter er 1 km og 19 m. Det er en ufattelig længde for en knipling, også selv om Berthe Marie sikkert har skåret stykkerne af i længder på måske 8-10 alen (5-6 m), eller hvad bestillingerne har været.

Ugebogen fortæller med sine lakoniske talopremsninger også andet om Berthe Maries arbejdsdage.

Således er det tydeligt, at hun aldrig har spolet tråd på kniplepinde om søndagen. Det er måske fordi hun har spolet med en såkaldt speltepind, der sat ind i spolen på en almindelig spinderok. Hvis det har været tilfældet, har hun nok ikke villet røre væven om søndagen, fordi vævning ansås for egentlig arbejde, der ikke burde udføres på helligdage, mens håndarbejde som knipling har været acceptabelt for hende. Samtidig fortæller Berthe Maries prikkebrev, at det var på 10 mønsterenheder, hvilket betyder, at hun har skullet flytte sit mønster op hver gang, hun havde kniplet ni rapporter (takker), idet den tiende blev dækket af den sidst kniplede rapport. Selve pergamentsprikkebrevet var meget ødelagt, og de fleste huller havde forvandlet sig til lange revner i pergamenten. Imidlertid viser den stump knipling, der endnu fandtes på knipleskrinet, at Berthe Marie kniplede meget korrekt og jævnt. Hun har således selv nøje vidst, hvor hun skulle sætte nålene i de lange revner, for at kniplingen blev korrekt udført. Man kunne fristes til at tænke, om Berthe Marie overhovedet længere behøvede et prikkebrev for at udføre sin knipling.

Beretningen om Berthe Marie, hendes ugebog og slidte prikkebrev fortæller om et liv, levet med et konstant produktionskrav til sig selv og om et liv, levet i stor nøjsomhed, hvilket også selve knipleskrinets beskaffenhed understreger. Kniplerskerne var virkeligt professionelle og havde en meget stor faglig dygtighed. Nøjsomhed, tålmodighed og flid var egenskaber, der karakteriserede en kniplerskes arbejde.