Ide og motivation  
Design og farver  
Stilperioder  
Kultur og samfund  
Materialer til tøjfremstilling  
Redskaber til tøjfremstilling  
Teknikker til tøjfremstilling  
Indkøb og forbrug  
Fremstillingen  
Folkekunst  
Folkedans og tøj  

Folkekunst


 

 

Hvad er det og hvilken betydning har den for eftertiden?

Hvad overleverede man til efterkommerne?

 

Det kan være svært at gøre rede for, hvad folkekunst er. Det er i hvert fald ikke bevidst eller villet kunst. Især i perioden fra begyndelsen af 1700-årene og frem til slutningen af 1800-årene ser vi mange kunstarter udfoldet i klædedragten. Den kan visse steder følges længere tilbage, men fra den tid er ikke mange ting bevaret. Det er ikke alene Danmark, der har en folkekunst, den findes i alle Europas lande.

 

Dens udtryksform kan være meget forskellig og afspejler folkenes natur og væremåde. Der er f.eks. stor forskel på nordisk og sydeuropæisk folkekunst, men grundelementerne er de samme.

 

Folkekunsten er opstået i de samme samfundslag, hos jævne og almindelige mennesker, som levede ret isolerede i landsbyerne. Mange steder på landet var man henvist til selv at fremstille så godt som alt, hvad man havde brug for.

 

Skiftende regenter, religioner og forskellige stilperioder berørte ikke disse mennesker så meget, og det, der nåede ud til dem af nye impulser, blev omformet, så det passede til deres tilværelse.

 

Som nævnt er folkekunst ikke bevidst kunst, men et udtryk for at tilkendegive den lyst, som vel de fleste har i sig til at udsmykke sine ejendele og give dem et personligt præg. Folkekunst er tidløs, fordi den er funktionel og ægte. Den er et eksempel på, at godt håndværk er kulturbærende.

 




Skjorte fra Gundsø.

Folkekunst er skabt på tradition, moder lærer datter.

Stilkunst er konstrueret over en ide.

 

Bondebroderierne opstod dog ikke ud af ingenting. De hvide bondebroderier, som er mest kendt fra Hedeboområdet på Sjælland, har deres oprindelse i renæssancetidens Italien, hvor unge adelskvinder udsmykkede hvide lærredsskjorter og -særke med syninger og broderier.

 

Nedenstående tekst af Nanna Ring fra 1903 viser, at det er folkekunst, vi har med at gøre:

 

"Den Kunst at udsmykke hvidt Lærred med Udsyning af Hvid Traad, saaledes at en Skønhedstrang tilfredsstilles, er drevet vidt af Landbo-Kvinderne her i Danmark. Der er ingen Tvivl om, at denne Hvidsyning, som er et Luksusarbejde, har været udbredt over de aller fleste af Landets Egne, og det er lige saa sikkert, at den har været langt mere yndet af sine Udøvere, end den nødvendige Nyttesyning. At oprede til Grunden, hvorledes den ere opstaaet, lader sig lige saa lidt gøre, som at udfinde, hvor langt tilbage Tidspunktet derfor ligger, da den har fundet Anvendelse paa Klæder og Brugsgenstande, som efterhånden ere opslidte. Man kan formode, at den er en Efterligning af Arbejder udført af Kvinder i højere Stænder, som Bondekvinden har givet sig ind på med de Midler; som hun havde til sin Raadighed. Hørdyrkningen var næsten helt overladt til Kvinderne, Spinding ganske og Vævning for en stor Del. At passe Blegningen var udelukkende deres Sag, ligesom Udnyttelsen af det færdige Stykke Lærred til Dragt og Husbrug lå i deres Hænders Arbejder; der alle kræver megen Flid og Paapassenhed. Ved en smuk Udsyning at sætte Kronen paa et Værk, som man Aaret rundt havde været i den Grad sammenlevet med, maa have været en Lyst og eller Glæde.

 

Og med en Iver ere Arbejdet udført af de unge Piger i hvert Øjeblik paa Dagen, som kunde spares fra anden Syssel; i de lyse Sommernætter, og når Dagen tog af, ved Tællepraasen; ja endog i saa ringe en Belysning som Maaneskinnet. Naar Tællesyningen var inddelt, kunde meget af det øvrige Arbejde gaa næsten af sig selv for den, der havde kundet "nemme" Kunsten, og gamle Koner kunde i deres høje Alderdom sidde i Kakkelovnskrogen og sy; de havde det paa Haandelaget.”

 

 

 


Navnemærkning

Man har gennem tiden navnemærket sit tøj og sine ting som udsmykning, til markering af særlige lejligheder og af praktiske grunde. Mennesket har mærket sine ejendele siden tidernes morgen. Det kunne være streger, krydser eller prikker, der var lette at skære eller trykke ind i ting, som f.eks. vævevægte fra vikingetiden. Sådanne ejermærker eller bomærker var praktiske i en tid, hvor de fleste ikke kunne skrive eller læse. Senere kom monogrammer og initialer samt hele navne til, når man mærkede ting.

 

Navnemærkning er et muntert og oplysende indslag i vor folkekunst. Skikken med at mærke sine ting med navn og årstal kendes bl.a. fra renæssancen. De store duge, sengetæpper og tæpper til at hænge over borde og senge var gerne forsynet med navn, årstal og slægternes våbenskjold. Nogle af tæpperne og dugene fra den tid kan være forsynet med op til 16 forskellige våbenskjolde. På den tid ønskede man at fortælle, hvem man var, og hvilke slægter man tilhørte.

 

Til et ordentlig udstyr hørte 24 lagner med pudevår, som pigen havde med sig, når hun skulle stifte sit eget hjem. De var alle forsynet med navnetræk og nummer, så de hurtigt kunne tælles op.

 

 




  Hvad er folkekunst og hvilken betydning har den for eftertiden?