Lysproblemerne inde i husene var store især i de korte og mørke vinterdage. Mange spørger: ”Hvordan har man dog kunnet lave disse fine håndarbejder uden elektrisk lys og alle de andre hjælpemidler, vi har i dag?” Ganske vist havde man tællelys, simple olie- og tranlamper, men de lyste mindre end et stearinlys gør i dag. En erhvervskniplersker var særdeles afhængig af lys til sit fine kniplearbejde. Til de fine broderier og til mange andre erhverv har man været meget afhængig af at have godt lys.

Der var mange pinde at holde styr på

	Lysestagen

Dagens klare lys var naturligvis bedst. Et hjørne i stuen med dagslyset gennem vinduerne fra to sider var hensigtsmæssigt for den flittige kniplerske. Det gjaldt om at udnytte tiden bedst muligt. Dagens timer slog dog ikke til, og aftenen måtte tages med. 14-16 timer var ikke ualmindeligt for at indtjene en blot nogenlunde antagelig løn.

Lyset om aftenen meget sparsomt. Man klarede sig med en tranlampe eller en tælleprås, men det var ikke tilstrækkeligt lys til kniplepigen, der arbejdede med den fine tråd ved sit knipleskrin.

Hvis man skulle sy, kniple, forsåle sko m.v., anskaffede man sig derfor en glaskugle. Måske var man så heldig, at man arvede en efter de ældre generationer.

Glaskuglen blev fyldt med vand og blev hængt op i loftsbjælken i passende højde i forhold til knipleskrinet. Bagved anbragte man en høj, indstillelig træstage med et tællelys. Ved at tilpasse højde og afstand nøjagtigt kastede lysrefleksen gennem kuglen et ganske klart felt på skrinet eller sytøjet, og virkningen var opnået.

Kuglen virkede som en linse og dannede en lysende plet på sytøjet og skoen.

Lyset forstærkes gennem galskugel med vand

Kniplepigerne var meget dygtige. De kunne kniple med den ene hånd og sætte nåle i med den anden, og lige godt med venstre og højre hånd. Intet sekund måtte gå til spilde. Arbejdede hun på mønstrets venstre side, kniplede hun med højre hånd og satte nåle i med venstre. Omvendt i mønstrets højre side.

”Aftensædet” var en skik i knipledistrikterne. Kniplepigerne gik sammen 4 og 4 med hver sit skrin. Man hængte 4 glaskugler op i et tømret trækors under loftet. Èn eneste kerte blev opstillet i midten og den gav lys til alle fire piger gennem kuglerne. Man sparede på den måde på lysene.

Her næsten samme system brugt af skomageren

Skomageren var opfindsom og konstruerede en forstærkerforsats, som vi i dag kender som "skomagerkuglen". Den bygger på lysets brydning og strålernes centrering i et fælles punkt, og kuglen bliver en linse.

Jeppe Åkjær skiver i sangen: "Spurven sidder stumt bag kvist" bl.a.

Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.