af Jeppe Åkjær

Spurven sidder stum bag Kvist;
såmænd, om ej det fyger!
Kålgårdpilen piber trist
for Nordenblæstens Byger.
Lul, — lul! Rokken går
støt i Moders Stue,
og jo mere Vinden slår,
desmer får Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,
og Karters kåde Skratten,
fjerne Grynt af Husets Galt
og Barneleg med Katten —
Lul, — lul! Rokken går,
flittig Foden træder,
kun sålænge Hjulet står,
som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,
med Halmen tættet Karmen,
gnedet Grisens blanke Skind,
at den må holde Varmen.
Lul, — lul! Rokken går!
Far mod Stuen stiler,
Mor en Bugt på Tråden slår,
ser op på Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog
ta'r søvnig til at gabe,
snart det vil sin Billedbog
af de Småhænder tabe.
Lul, — lul! Rokken går!
Ild om Gryden slikker,
Vejrets Svøb om Gavlen slår,
og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind
og næppe Tråden mage;
hej, da bæres Lyset ind
og stilles i sin Stage.
Lul, — lul! Rokken går!
Tenens rappe Vinge
over Fyrrebjælken sår
en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød
svang bort den sorte Gryde,
sænked den i Sengens Skjød
for Grødens Trods at bryde.
Lul, - lul! Rokken går!
Nadverbordet samler;
Store sidder, Mindre står
på Bænk og bitte Skamler.

Far ta'r ned så tung en Bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved Spændets Krog
og lukker med et: Amen!
Lul, — lul! Rokken går,
Ensomheden synger,
Mulmet tæt om Taget står,
og Sneen går i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok
hun lærte mig at stave,
synge om „den hvide Flok“
og „al hans Nådegave“
Lul, — lul! Rokken står!
Men dens Nyn og Sange
vemodsfuldt mod Hjertet går,
når Kvældene bli'r lange.

Der sidder tre og spinder

i Bedstes hus i nat .

Den ene er min Bedste,

den anden hendes kat ,

den tredje er en edderkop

med næsten ingen krop.

 

Den ene spinder uldgarn,

den anden spinder lyd,

den tredje spinder tråde

så farlige som spyd.

De spinder hele natten lang,

og synger denne sang:

 

Der sidder tre og spinder

i Bedstes hus i nat.

Den ene er min Bedste,

den anden hendes kat,

den tredje er en edderkop

med næsten ingen krop.

 

Den ene spinder uldgarn,

den anden spinder lyd,

den tredje spinder tråde

så farlige som spyd.

De spinder hele natten lang

og synger denne sang:

 

Der sidder osv.

 

1. 

Kom ska' vi vaske fåret i dag ?

vaske det, ja, vaske det, ja.

Kom ska' vi vaske fåret i dag ?

vaske det, ja - vaske

vask, vask, vask,

vask, vask, vask,

Få-ret vi har,

vandet vi ta'r

Vask, vask, vask,

vask, vask, vask

svinger os glad i dansen.

 

2.

Kom ska' vi klippe fåret i dag ?

Klippe det, ja - klippe det, ja.

Kom, ska' vi klippe fåret i dag ?

Klippe det, ja - klippe.

Klip, klip, klip,

klip, klip, klip,

Saksen, den går,

ulden vi får.

Klip, klip, klip,

klip, klip, klip,

svinger os glad i dansen.

 

3.

Kom ska' vi karte ulden i dag ?

Karte den, ja - karte den, ja.

Kom ska' vi karte ulden i dag ?

Karte den, ja - karte.

Træk, træk, træk,

træk, træk, træk,

karten, den går,

ulden vi får.

Træk, træk træk,

træk, træk, træk,

svinger os glad i dansen.

 

4.

Kom ska' vi spinde ulden i dag ?

Spinde den, ja - spinde den, ja.

Kom ska' vi spinde ulden i dag ?

Spinde den, ja - spinde.

Snur, snur, snur,

snur, snur, snur,

rokken, den går,

ulden vi får.

Snur, snur, snur,

snur, snur, snur,

svinger os glad i dansen.

 

5.

Kom ska' vi plukke planter i dag ?

Plukke dem, ja - plukke dem, ja.

Kom ska' vi plukke planter i dag ?

Plukke dem, ja - plukke.

Birk og vau,

tørret lyng, lav,

planter, vi har,

gryden er klar.

Birk og vau,

tørret lyng, lav -

svinger os glad i dansen.

 

6.

Kom ska' vi farve ulden i dag ?

Farve den, ja - farve den, ja.

Kom ska' vi farve ulden i dag ?

Farve den, ja - farve.

Rød, grøn, blå,

gul, brun, grå,

farve, det gi'r.

Hvad mon det bli'r ?

Rød, grøn, blå,

gul, brun, grå -

svinger os glad i dansen.

 

7.

Kom ska' vi væve garnet i dag ?

Væve det, ja - væve det, ja.

Kom ska' vi væve garnet i dag ?

Væve det, ja - væve.

Klap, klap, klap,

klap, klap, klap,

væven, den går,

tæpper vi får.

Klap, klap, klap,

klap, klap, klap -

svinger os glad i dansen.

 

Leg til »Kom ska' vi klippe fåret ?«

Man går i rundkreds og gør de bevægelser, der passer til versene. Ved den sidste linie i hvert vers slipper man hinandens hænder og drejer en gang rundt om sig selv.

 Af Anders Ring 1982. Melodi: Ulla Ring 1982

 

 1.

Mange plantefarvekvinder

deres egne hoser binder –

først ta'r de med røde kinder

fåret fat, og saksen finder,

klipper det, så ulden rinder,

karter lystigt - tråden tvinder,

den på rokken siden spinder

og i store nøgler vinder.

 

2.

Alle plantefarvekvinder

deres farveplanter finder.

I naturen blandt kærminder

går de rundt med røde kinder –

grydelåg de siden linder,

ser hvor garnet ned forsvinder

i et bad, som uden hinder

farven smukt til tråden binder.

 

3.

Mange plantefarvekvinder

deres største glæde finder

på et marked, hvor de spinder,

farver, valker, sælger, binder,

danser rundt med røde kinder,

mildt af fårepølse skinner,

for til sidst, når dagen rinder,

at ta' hjem med stærke minder.

 

Fra "Den lille strikkelæreinde" Odense Kamgarnsspinderi.

Strikketøjet skal i gang,

lad os strikke til en sang.

Hør blot her - Der var engang

to små søstre RET og VRANG.

 

RET hun var et lydigt barn,

flink med strikkepind og garn,

og hun strikked' dagen lang

vrang og ret - og ret og vrang.

 

VRANG - en lille yndig tøs

var paa tråden mere løs.

Hun løb hjemmefra engang

- det var ikke ret af VRANG.

 

Fast i masken sagde RET

lyt til mig - gør legen let.

Du skal bruge Hjertegarn,

saa blir´ du et mønsterbarn.

 

VRANG hun strikker nu saa net,

storesøster fik skam ret.

Begge de paa pinden slår –

Hjertegarn med Hjertefår.

 

Og her slutter vores sang,

for nu er vi godt i gang.

Tiden falder aldrig lang,

når vi strikker ret og vrang.

 

 

Gammel vævevise: "Her skal spindes en ende"

1.

Så væve vi vadmel,

så slå vi det sammen.

Væve vadmel, slå det sammen,

lade skyttelen gå.

 

2.

Vi synge, vi tralle,

så lystelig alle.

Synge, tralle, lystelig alle,

lade skyttelen gå,

 

3.

Vi neje, vi nikke,

vi vralte, vi vrikke.

Neje, nikke, vralte, vrikke,

lade skyttelen gå.

 

4.

Så spoler vi tutter,

så væve vi rutter.

Spole tutter, væve rutter,

lade skyttelen gå.

 

5.

Så vandrer vi hjemad

så spiser vi femmad.

Vandre hjemad, spise femmad,

lade skyttelen gå.

 

DANSEN til ”Væve vadmel”

1. Lynlåsen

Drenge og piger overfor hinanden i to rækker. 1. par løber mod midten i højre armkrog 1/1 omgang rundt. Videre til partnerens nabo i venstre armkrog 1/1 omgang. Så tilbage til næste nabo osv. Når 1. par er kommet lidt ned igennem rækken, starter 2. par.

2. variation

Parvis i en lang række med hænderne på hinandens skuldre. 1. par begynder med herren baglæns at løbe ud og ind mellem parrene, og når de er lidt nede i rækken, begynder 2. par.

3. variation

Samme opstilling som i 2. variation, men nu skal 1. par uden om 2. par, under armene på 3. par, uden om 4. par, under armene på 5. par osv.

1.

Jeg gik mig rundt i ringen og kigged' mig omkring.

Jeg gik mig rundt i ringen og kigged' mig omkring.

Så faldt mit blik på hende, og hende vil jeg ha', ha', ha'.

Så faldt mit blik på hende, og hende vil jeg ha'.

 

2

Hun rakte mig sin højre hånd, sin venstre straks derpå.

Hun rakte mig sin højre hånd, sin venstre straks derpå.

Vi knytter, vi knytter uløselige bånd, bånd, bånd.

Vi knytter, vi knytter uløselige bånd.

 

3.

De bånd, som her vi knytter, slet ingen løse kan.

De bånd, som her vi knytter, slet ingen løse kan.

Nej ingen, nej ingen kan løse disse bånd, bånd, bånd.

Nej ingen, nej ingen kan løse disse bånd.

 

Leg til ”Knyttevisen”

Man laver to rundkredse, hvor inderkredsen har ansigtet ud mod yderkredsen. Alle går til højre i 1. vers.

I 2. vers står man overfor en partner, som man giver sine hænder, mens man synger de to første linier. I de to sidste linier »saver man brænde« med krydsede hænder.

I 3. vers går man parvis rundt med krydsfatning, mens man synger de to første linier. Derefter svinger man rundt med krydsede arme resten af verset.

Fra "Højt fra træets grønne top" af Peter Faber

Anna hun har ingen ro,

før hun får sin pakke:

fire alen merino

til en vinterfrakke.

Barn, du blir mig alt for dyr;

men da du så propert syr, sparer vi det atter,

ikke sandt min datter!