 | 
|
Et vaskested ved en sø. Xylografi 1880.
|
Vask og vedligeholdelse
Tøjvask og efterbehandling var tidligere noget der foregik før jul, og mange så en ære i ikke at være den første der vaskede efter jul. Det var meget almindeligt at de fine ting i stuen kun blev vasket hvert halve år.
Storvask var koldt og ikke noget pigerne havde den store lyst til. Det var hårdt arbejde og kunne vare flere dage. Man var meget afhængig af vejret, men det hed sig, at hvis vejret var godt på vaskedagen, stod pigerne sig godt med mandfolkene! På solskinsdage var det heller ikke så slemt at vaske storvask. Det kunne endog være praktisk at tage børnene med i vask.
På de egne, hvor det gik dårlig med hørdyrkningen, brugte man primært uld i alle tekstiler. Det uldne tøj, deriblandt de almindelige uldne lagner, beklædning m.m. blev kun vasket forår og efterår. Man indrettede sig praktisk, og reglen var, at man brugte det vand som man forinden havde vasket får i. Indtil sengetøjet blev tørt igen, måtte gårdens beboere ligge i den bare sengehalm.
Man satte tøjet i blød i koldt vand dagen før. På vaskedagen varmede man vand og vaskede ved at slå på tøjet. Herefter blev det skyllet i flere hold koldt vand. – det vaskede blev lagt til tørring på en tæt og ren græsmark, hvor de hvide stoffer kunne ligge og bleges under tørringen.
Damaskvævede ting kunne med fordel lægges glat ud så de ikke skulle efterbehandles – stryges eller rulles. Det kunne være et problem med de farvede broderier. For at disse ikke skulle falme, blev der ofte før vasken riet et stykke over broderiet. Det var kostbare sager, som man skulle passe godt på.
Nogle ting blev rullet med et manglebræt, som krævede et håndelag, så der ikke blev mærker efter sømme m.m. Rulning kunne gøre hørstofferne så glatte, at de kom til at ligne silke. De fine og sarte ting som lyseduge m.m. kunne stives efter vask, så de så blanke og glatte ud. De tog ikke så let imod snavs og blev ikke så let krøllede. De hvide stoffer af hør og bomuld til hovedtøjer blev stivet med rismel et par timer før strygningen.
Risstivelsen består f. eks af 10 l vand, 2 dl risstivelse, 1 teskefuld boraks og en anelse håndsæbe. Det tørre tøj vaskes 3-4 gange igennem stivelsen. Tøjet tørres og inden strygningen stænkes det med vand og rulles godt sammen, så vandet kan fordele sig i tekstilet.
Vask af de fine hvide tring som hovedtøjer m.m hørte til finvasken og det foregik omhyggeligt og varsomt. Disse hovedtøjer skulle efterfølgende pibes med et pibejern. Det var en vanskelig og omstændig proces, som nogle kvinder overlod til en kappekone.
Stivning kunne også ske med kartoffelmel, og det blev primært blev brugt til de kulørte bomuldsstoffer.
Kartoffelmelsstivelsen består af: 2 spiseskefulde kartoffelmel, der udrøres i 2 dl koldt vand. Der tilsættes 2 l kogende vand og blandingen bliver klistret og gennemsigtig. Til lyseduge m.m. anvendes denne blanding, men den kan fortyndes alt efter hvor stift man ønsker tøjet.. Stoffet lægges i stivelsesopløsningen og vrides hårdt op og hænges til tørre.
Behovet for at stive hovedtøj, skulderklæder forklæder andre tekstiler er ikke mere til stede. Selvom stivelsesprocessen er forholdsvis enkel, er der meget få, der har kendskab til den i dag, og endnu færre anvender den.
| 
