Alle der havde noget med fremstilling af beklædning, hvade brug for nåle. Carl F. Firring skriver i sine erindringer, om hvordan han som ganske lille var med til at fabrikere nåle: "Mine første år - en arbejdsdrengs liv i Hjørring 1864 - 1883" (Hæfter fra Historisk Arkiv 09):

Fem Aar som Naalemager

Efter at min Fader var gaaet Fallit og hele Herligheden var braset sammen, maatte min ældste Broder Peter forlade Borgerskolen og gaa over i Friskolen, og i sin Fritid gik han paa Byens “Tobaksspinderi” for at tjene sin Part med til Livets Ophold. Paa bemeldte Tobaksspinderi gik ogsaa senere min anden Broder Marinus, indtil han fik Beskæftigelse hos Byens Naalemager, en gammel Mand ved Navn Holst, og hos denne Naalemager skulde jeg nu, da jeg var 8 Aar gammel, begynde at arbejde.

Naalemager Holst boede i et lille gulkalket Hus oppe paa “Børsen”. Huset var et lille hyggeligt Hus med Skorstenen paa Midten og to store Træer paa hver Side af Trappestenen, der laa foran Gadedøren. Bagved Huset laa en lille Bid Have med et Æbletræ i Midten og en smal Gang rundt om Træet, flankeret af nogle af de almindeligste Haveblomster. Haven var som sagt kun lille, men var Holst og hans Kone til megen Glæde, navnlig spillede Æbletræet en stor Rolle.

    Holst var en ældre, velvoksen Mand med et stort Hoved og et ualmindelig kraftigt Haar og Skæg, han havde Øjenbryn som andre har Overskæg, ud ad Næsen store Haartotter, ja selv ud ad Ørerne stak store Graa Haartotter. Han kunne godt have konkurreret med “Haarmennesket Rasama”. Hvorfra han stammede husker jeg ikke, men han havde rejst en Del paa Professionen som ung Naalesvend, og han fortalte mig tidt om sine Rejser bl.a. i Østrig. Han var gift. Hans Kone drev vist Dameskrædderi.

Hos denne Naalemager skulde jeg altsaa begynde at arbejde, da jeg var 8 Aar, og blev straks sat til at stikke Naale i “Brevene”, en meget kedelig Beskæftigelse. “Brevet” blev sat fast i en Klemme med fem Riller i, en Naal i hver Rille, Brevet havde fem Rækker Naale med fem i hver, 25 i hvert Brev. Det var et kedsommeligt Arbejde.

    Sammen med mig paa Værkstedet var en anden Dreng, Kasper Guldbæk, en Søn af foran omtalte Lise Guldbæk og en, der vistnok hed Louise, vi var alle tre jævn-aldrende, d.v.s. 7-8 Aar.

Værkstedet var et Rum med 2-3 smaa Vinduer i, som ikke var til at lukke op; jeg kan ihvert Fald ikke mindes, at de har været aabnede. Om der blev fejet og vasket Gulv erindrer jeg ikke, men jeg tvivler paa det.

Jeg har omtalt Indstikningen af Naalene i Brevene; jeg skal nu forsøge at skildre den øvrige Virksomhed.

    Ved Vinduet til Haven var anbragt en Slags Drejebænk el.lign., der var gjort fast i Muren. Til denne Bænk var en meget stor Saks fastgjort med den ene Del af Bænken, hvorimod den anden Del var fri. Holst modtog Staaltraaden, hvoraf han lavede Naalene i Længder, der naaede fra “Saksen” gennem Værkstedet og ind i en foran liggende Stue, naar han nu skulde klippe Naalene til, tog han en Del, vistnok op mod en Snes Traade mellem Fingrene, lagde dem mellem Saksens Kæber, tog den frie Gren af Saksen mellem Knæene, og - tju, med et rask Tag var Traadene

klippet over i bestemte Længder, saavidt jeg erindrer en Knappenaals dobbelte længde.

    Naar alle Traadene var klippet over, skulde de “spidses”, hvilket foregik paa en stor Slibesten, der var anbragt i den modsatte Ende af Værkstedet, og som dreves af et stort Drivhjul, der holdtes i Gang af Mester ved at træde paa et Bræt ligesom Skærsliberen paa Gaden. Fremgangsmaaden var nøjagtig den samme som Skærsli-berens, kun at Holst ikke brugte Vand, men spidsede Naalen paa den tørre Sten, saa at der under Slibningen stod en straale som en Komethale ud fra Stenen af løsslidte Partikler fra Sandstenen, iblandet Gnister fra Staaltraaden.

Det var saa sandt ikke efter hygiejniske Begreber, dette Værksted og dette Arbejde var anlagt, og mærkeligt nok, at vi tre Unger ikke blev fyldt med Tuberkulose. Naar Staaltråden endelig var blevet spidset i begge Ender, blev den klippet over paa Midten henne i Saksen, og havde saa den for en Knappenaal normerede Længde, hvorefter de lagdes i et Maal, der tog 500 Naale ad Gangen, og nu skulde Hoveder-ne slaas paa.

    Denne Proces foregik paa en stor Huggeblok eller et Stykke af en Træstamme, der var stillet paa Enden henne ved Vinduet i nærheden af den store Saks. Fra en Krog oppe i Loftet hængte to Vipper eller Galger, i hvis ene Ende var anbragt en Snor med en Løkke i og naaede omtrent ned til Gulvet; i den modsatte Ende af Vippen hængte en Kugle, i den ene Galge en Kugle af Kobber, i den anden af Messing, begge paa størrelse med et respektabelt Blomkaalshoved og begge fyldte med Hagl. I Blokken kunde gøres fast et Staalstempel med et Hul eller en Fordyb-ning i, svarende til nøjagtigt det halve af Knappenaalshovedets størrelse; i Kuglen, der svævede oven over dette Stempel, fastgjorde man et tilsvarende med en lignende Fordybning i.

    Nu tog man et løst Knappenaalshoved paa en af de af Mester tilspidsede Naale, tog denne mellem Langfingeren og Tommelfingeren, anbragte Naalehovedet i For-dybningen og Naalen i en Rille, der var i Stemplet. Naar man var kommet saa vidt, stak man højre Fod ind i Løkken paa Snoren, der førte fra Galgen og ned til Gulvet, løftede ved et Tryk med Foden Kuglen i Vejret og lod den dumpe ned igen paa Naalehovedet, samtidig med at man med Tommelen drejede Naalen op langs Lang-fingerens Inderside fra Neglen af og op til midt mellem første og anden Kno. Ni gange skulde man løfte Kuglen, ni Gange lade den dumpe, saa de to Stempler slog mod hinanden og bankede Hovedet fast paa Naalen. Den højre Fod holdt uvil-kaarligt op med det niende Slag, og saa var Naalen ogsaa færdig. Mens man holdt Naalen mellem Tommel- og Langfingeren paa venstre Haand, tog man med Højre en ny Naal og stak den gennem et løst Naalehoved, og havde saaledes altid en Naal parat. De færdige Naale kastede man ned i en Trækasse, der var anbragt paa Blok-ken.

Sad man med Hovedet - Ens eget Hoved vel at mærke - lige op og ned, fik man Kuglen i Panden, og det gjorde ondt, saa naar det havde gentaget sig nogle Gange, skulde man nok lære at holde Hovedet paa skraa til højre Side. Dags Dato, saa mange Aar efter, har jeg endnu en Erindring fra min Naalemager-virksomhed, idet jeg er tilbøjelig til at gaa med Hovedet paa skraa til højre Side … det er Holst’s Kobberkugle, der har banket Hovedet skævt paa mig!

Vi lavede tre Slags Naale: de almindelige Knappenaale - i alt Fald den gang almin-delige Knappenaale - paa ca. en Tommes Længde, nogle en halv Gang længere - men det var ret sjældent, vi lavede dem, og endelig nogle fine smaa Messingnaale med Messinghoveder, men det var saa sjældent, vi lavede dem, at det var en ren Højtidelighed, naar vi skulde til det. Naalene afsatte Holst hos Byens Købmænd og Manufakturhandlere.

De almindelige Naale af Staaltraad blev fortinnede, og Fortinningen foregik ude ved den aabne Skorsten i Køkkenet. En Jerngryde blev opvarmet til glohede, et stykke Tin blev kastet i den glødende Gryde og smeltede med det samme, hvorefter Holst smed en Mængde Naale i Gryden og rørte dem rundt med en Jernpind, og paa et givet Tilraab skulde jeg kaste en lille Skefuld Ammoniak eller var det Salmiak ned i Gryden, men det skete af og til, at jeg i bar Hastværk huggede Haanden mod Kan-ten af Skorstenen, saa Skeen og ammoniaken røg ud af Fingrene paa mig og ned i Gryden, hvor Skeen, der var af Zink smæltede og ødelagde Naalene, saa Fortinningen maatte gøres om igen.

    Nu i Stedet for at stikke mig en Lussing eller skælde mig ud, som andre vilde have gjort, gav Holst sig til at smaaklynke som en gammel Kone til stor Grin for Kasper og Louise, der sad inde i Værkstedet og arbejdede, og jeg vil heller ikke paastaa, at jeg selv tog mig Uheldet særlig nær - jeg gjorde det jo ikke med Vilje.