Kvindernes hovedtøj var noget helt specielt. Her i Vendsyssel var kvinderne udstyret med et hovedtøj, som var specielt for denne egn. Efter Englandskrigen forsvinder brugen af den let polstrede hue med skæghat og erstattes af tylskapper.
En kappe kunne anvendes mange gange, inden den skulle vaskes og pibes igen. Kvinden opbevarede den i en speciel kappekurv med låg og kun taget frem, når hun skulle være rigtig fin. Opsætning af en jysk kappe var et kunststykke og en rigtig vask, stivning og pibning, var der kun få, der gav sig af med. Nogle kvinder var derimod meget dygtige til at bruge pibejernet, hvilket så blev deres lille virksomhed. Hjørring havde i mange år en kappekone, der var berømt for sin dygtighed, og hun havde kunder fra nær og fjern.
Vask, stivning og pibning af kapper
Efter vask dyppede man både vinger og puld i en risstivelsesopløsning for at få stivheden tilbage. Derefter skulle vingerne pibes med et pibejern.
Pibejernet er en slags strygeanordning, og for det meste er det til at spænde fast på et bord. I forbindelse med fastspændingsmekanismen har mange pibejern en dekoreret plade med mønstre og fra nyklassicistisk tid kan den have form som en urne eller vase.
Jernet er forsynet med et langt hult rør af metal, lukket og afrundet i den ene ende – gerne jern – og dertil passer et par bolte. Boltene blev ophedet på ildstedet og stukkes ind i røret. Herover kan de stivede vinger formes som bølger. Først dannes en bølge på den ene side af kappens vinger, og dernæst på den anden side. Kunsten består i at holde jernet tilstrækkeligt varmt, så den våde kappe tørrer i facon. Samtidig må jernet ikke blive så varmt, at det brænder de dyrebare vinger. Vingerne var ofte forsynet med kniplinger, der kunne have kostet ejeren flere månedslønninger. Til sidst dannede kappen en præstekrave-lignende facon.
Hvordan har kapperne været båret?
Vi har fra samtiden forskellige tegninger og malerier, der viser, at kapperne har hængt lidt skråt ned, men på de tidligste fotografier står de lige ud. Forklaringen ligger måske i at det kunne være svært at få en så stor kappe til at stå vinkelret ud fra hovedet. Det krævede i hvert fald et stort flettet hår, som kappen kunne hvile på.
Kappen var ganske vist smuk, men unægtelig meget upraktisk. Den beskyttede ikke det mindste for solen, så bønderpigerne fik i reglen voldsom hovedpine, når de efter sædvane havde den på til sommermarked, og det var meget varmt. Lige så galt var det med dens modtagelighed for fugtighed, og det var ganske komisk, når det en markedsdag pludselig begyndte at regne lidt, at se de kappeklædte kvinder fare ind i porte og døre ligesom høns i tordenvejr.
| 
